24. september
2008
Grovkiks med gulerod
Voksne er mere interesserede i at lave sund
mad, hvis de har været med i køkkenet som børn. I dag er det kun 5%
af de danske børnefamilier, der laver mad sammen. Ta’ udfordringen
op og prøv opskriften på grovkiks med gulerod. Den er enkel og lige
til.
Ingredienser
1 dl hvedemel
2 dl havregryn
1 dl grahamsmel
1/2 tsk. bagepulver
40 g blødt smør
1/2-1 dl letmælk
1 fint revet gulerod, ca. 75 g
evt. æg og sesamfrø
Grønsagspålæg:
1/2 agurk
1 rød peberfrugt
100 g kvarg
Fremgangsmåde
Få børnene til at måle mel og havregryn op og blande det med
bagepulver. Så skal de ælte blødt smør i dejen.
Lad dem skrælle guleroden og rive den. De skal blande den revne
gulerod i sammen med mælk til dejen er blød.
Med lidt mel på bordet kan børnene rulle dejen ud med en lille
kagerulle. Skær dejen ud i firkanter eller udstik figurer med små
kageforme. Læg grovkiksene på bagepapir og prik dem med en
gaffel.
Lad dem piske æg sammen og pensle et tyndt lag på kiksene. Drys til
sidst med sesamfrø.
Bag kiksene i ovnen ca. 15 min. ved 200° C. De skal være sprøde og
svagt lysebrune.
Lad børnene skære agurken i skiver. De skal bruge et godt tungt
spækkebræt og en lille grønsagskniv. Kom skiverne på nogle af
kiksene som en agurkemad.
Børnene skærer peberfrugten i små tern og rører ternene i kvarken.
Smør pålægget på nogle af kiksene.
Kiksene kan opbevares tørt i fx en dåse. Kiksene er gode i madpakke
uden pålæg.
Opskrift: Katrine Klinken