Fødevarestyrelsen
www.madklassen.dk


1. september 2008

Fødevareallergi og overfølsomhed

Hvis dine øjne klør, næsen løber, eller du får udslæt, når du spiser en bestemt slags mad, er du måske overfølsom over for en bestemt fødevare.

Hvis du er overfølsom, vil du opleve:

  • At du får symptomer, når du spiser den bestemte fødevare.
  • Symptomerne forsvinder, når du ikke spiser den bestemte fødevare.
  • Symptomerne kommer tilbage, hvis du spiser fødevaren igen.

Hvordan finder du ud af, om du er allergisk?
Hvis du tror, at du er allergisk overfor en bestemt fødevare, skal du gå til lægen.

I nogle tilfælde kan lægen tage en blodprøve eller lave en priktest på huden og på den måde finde ud af, om det er sandsynligt, at du har allergi.

Du skal provokeres
Men lægen kan først finde rigtigt ud af det ved at sætte dig på en diæt og bagefter lave en provokation. Når du er på diæt, skal du undgå det, som I har mistanke om, at du ikke kan tåle. Hvis du ikke har allergiske symptomer, mens du er på diæt, kan det tyde på, at I er på rette spor.

Så skal du provokeres. Det foregår hos lægen. Her skal du spise det, du ikke kan tåle. Hvis du reagerer ved provokationen, er det beviset på, at du ikke kan tåle netop den fødevare.

Behandling
Der findes ingen medicinsk behandling, der kan helbrede overfølsomhed over for mad. Den eneste behandling er at lade være med at spise den fødevare, som du ikke kan tåle.

Hvis du er allergisk over for noget i maden, skal du lære at læse varedeklarationer, så du kan undgå det, du ikke kan tåle. I varedeklarationen står, hvad fødevaren er lavet af. Men nogle gange kan navnene være svære at forstå, og det er ikke altid, at alt er nævnt. Fx behøver der ikke at stå, hvad pølseskiverne på pizzaen er lavet af, hvis der er mindre end 25 gram pølse pr. 100 gram pizza. Der er heldigvis nye regler på vej, som skal gøre varedeklarationerne bedre for mennesker med fødevareallergi.

Ved allergi kan symptomerne behandles med medicin. Hvilken slags det skal være afhænger af, hvilke symptomer, du har.



Vil du vide mere:

 Billede  Billede