Det grønne Nøglehulsmærke gør det nemt at vælge de
sundere varer på hylderne i supermarkedet.
Det kan være svært at skelne mellem sunde og mindre sunde madvarer.
Det kan være både tidskrævende og besværligt at læse og forstå
næringsdeklarationen på varerne. Nøglehulsmærket sidder på en lang
række fødevarer og gør det let at finde de sundere fødevarer.
Hvilke varer har Nøglehullet?
Du kan finde Nøglehullet på mælk, yoghurt, olie, fisk, kylling,
nogle færdigretter, frugt, bær, grønsager, brød, mysli, pasta og
mel. Når du ser Nøglehulsmærket kan du være sikker på, at den lever
op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt
eller kostfibre - derfor gør Nøglehullet det nemt at vælge sundere
og bruge kostrådene i hverdagen.
- Spar på fedt
- Spar på sukker
- Spar på salt
- Spis flere kostfibre og fuldkorn
Nøglehullet er for alle
Mad med Nøglehullet er for alle – både børn, teenagere og voksne.
Mærket er for dig, der gerne vil spise sundt. Variation hører til
sunde madvaner og Nøglehullet hjælper dig med at variere din kost,
da mærket findes på mange forskellige fødevaregrupper.