Fødevarestyrelsen
www.madklassen.dk


2. september 2008

Særlige mærker

Nogle madvarer har mærker, som er lette at genkende. Mærkerne kan gøre det lettere at finde rundt i alle de forskellige slags madvarer. Som regel siger mærkerne både noget om, hvor sund maden er, og hvordan den er blevet lavet.

Ø for økologisk
Når en vare er økologisk betyder det, at der er taget hensyn til miljøet og til dyrenes velfærd. Varen er fremstillet så naturligt som muligt.
Du kan se, om en vare er økologisk, ved at kigge efter et lille rødt Ø-mærke. Varer med dette mærke er lavet i virksomheder, som de danske myndigheder kontrollerer. Udenlandske varer kan også få det røde mærke, hvis de er pakket eller kontrolleret i Danmark.

Max Havelaar mærket
Det findes på kaffe, te, bananer, chokolade, kakao, appelsinjuice, ris og rørsukker. Mærket betyder, at bønder og arbejdere i de lande, hvor varerne kommer fra får en ordentlig pris for deres produkter.

Anbefalet af dyrenes beskyttelse
Det er et mærke, som uddeles af Dyrenes Beskyttelse. Når du ser en kylling, der har et rødt segl med "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" på indpakningen, betyder det, at Dyrenes beskyttelse står inde for, at kyllingen har haft et godt liv, før den blev slagtet.

Svanemærket
Det er et mærke, som man bruger i de nordiske lande, altså Danmark, Norge, Sverige og Finland. Mærket betyder, at man har taget hensyn til miljøet, da man lavede varen. Svanemærket bruges mest på toiletpapir, shampoo og den slags og ikke på fødevarer.



Vil du vide mere:

 Billede  Billede