Fødevarestyrelsen
www.madklassen.dk


28. august 2008

Sukker i mange former

Sukker er ikke bare det hvide drys, man kan putte på cornflakes om morgenen.

Sukker findes i flere former, både det du kan købe i supermarkedet, som:

  • puddersukker
  • rørsukker
  • flormelis
  • stødt sukker

Det skjulte sukker
Tilsat sukker er sukker, der ikke fra naturens side er i maden. Det findes i sodavand, slik og kager. Når vi danskere får for meget sukker, er det ikke fordi, vi hælder poser med sukker på vores mad eller spiser sukkerknalder. Sukkeret får vi gennem morgenmadsprodukter, som fx Frosties, Guldkorn eller frugtyoghurt og andre madvarer, hvor det er tilsat.

Flydende sukker 
Sukker, som er tilsat drikkevarer, er opløst, derfor kalder man det flydende sukker. Sodavand, saftevand og frugtjuice indeholder flydende sukker. Det meste saftevand indeholder ligeså meget sukker som sodavand, hvis man blander det, som der står på emballagen.

Juice i stedet for sodavand
Juice er sundere end sukkersødet sodavand eller saftevand. For selv om juice har et naturligt indhold af (frugt)sukker som svarer til det i sodavand, så indeholder juice i modsætning til sodavand vitaminer og mineraler fra frugtsaften. Et glas juice tæller derfor med i regnskabet, som et af de seks stykker frugt og grønt, der anbefales i 6 om dagen-kampagnen.

Hvad med honning?
Honning er stort set også rent sukker, som bierne har udvundet af blomsternes nektar. Honning indeholder små mængder af vitaminer og mineraler, men det er så lidt, at det er uden betydning for sundheden. Honning skal derfor også regnes med til de tomme kalorier.

Søde grønsager
Der findes også sukker i nogle grønsager og i frugter. Gulerødder, vindruer og æbler for eksempel, smager sødt og har et naturligt sukkerindhold. Men ud over det indeholder de også vitaminer, mineraler og kostfibre, som du har brug for. Derfor er det sundt at spise grønsager og frugter, selv om de indeholder sukker. Så sundt, at du helst skal spise mange.



Vil du vide mere:

 Billede  Billede