Fødevarestyrelsen
www.madklassen.dk


1. september 2008

Sluk tørsten i vand

Almindelig postevand og mineralvand bidrager til at dække kroppens væskebehov uden samtidig at tilføre kroppen energi fra sukker, alkohol og fedt.

Vand fra hanen i Danmark er rent og indeholder mineraler som kalcium, jod og magnesium. Drik derfor vand, når du er tørstig.

Væskebehovet er meget varierende og afhænger af alder, størrelse, fysisk aktivitetsniveau, og klima, og det er derfor vanskeligt at give en anbefaling, der dækker behovet hos de fleste. Men for de fleste er det tilstrækkeligt at drikke 1-1½ liter væske i døgnet.

Hvis man sveder fx på grund af høje temperaturer eller fysisk aktivitet, har diaré eller kaster op, har man brug for mere væske end normalt.

Husk mælken
Mælkeprodukter er den vigtigste kilde til kalcium i danskernes kost, og de magre mælkeprodukter er lige så rige på kalcium som de fede produkter. Ca. en halv liter magre mælkeprodukter anses for en passende mængde såvel for børn over 1 år, som for voksne med henblik på at tilføre tilstrækkeligt kalcium. Vælg produkter baseret på skummetmælk, minimælk eller kærnemælk frem for sødmælk og fløde.
 
Spar på de søde drikke
Det store forbrug af sukkersødet sodavand og læskedrikke i Danmark, især blandt børn og unge, bidrager til en positiv energibalance og øger risikoen for overvægt. Ved at slukke tørsten i vand undgås at indtage såkaldte "tomme" kalorier i form af sukker fra sodavand, saftevand eller alkohol fra alkoholiske drikke. Sodavand med sukker eller kunstigt sødet skader også tænderne, fordi disse læskedrikke har en høj surhedsgrad (lavt pH).

Et enkelt glas juice om dagen kan også indgå i væske regnskabet og kan tælle med i de 6 om dagen, som indgår i anbefalingen for frugt og grønt. Men indtagelse af større mængder juice kan have samme effekt som sodavand og saftevand grundet energiindholdet og syreindholdet i juice.

 



Vil du vide mere:

 Billede  Billede