Fødevarestyrelsen
www.madklassen.dk


1. september 2008

Spar på sukker - især fra sodavand, slik og kager

Den fødevaregruppe, som i det daglige kaldes sukker, omfatter produkter som stødt melis, perlesukker, hugget sukker, brun farin og puddersukker.

Når ernæringsfolk taler om sukker, tænker de også på det sukker, der optræder som ingrediens i fx sodavand, slik, kager og andre søde sager. Det er herfra, vi får det meste sukker. Dette sukker kaldes også tilsat sukker, underforstået, at det er sukker, som tilsættes vores mad enten i fødevareindustrien eller der hjemme. Bidraget fra sukkerskålen er for de fleste mennesker ikke særlig stort.

20 kg sukker om året
Det gennemsnitlige forbrug af sukker er på over 20 kg om året for hver eneste dansker. Det er for meget ud fra en sundhedsmæssig betragtning.

Hvorfor er sukker usundt?
Sukker er et rent stof udvundet af sukkerroer eller sukkerrør. Det rene sukker indeholder ikke vitaminer og mineraler, som ellers findes i for eksempel søde frugter. Rent sukker kaldes populært for tomme kalorier. Det indeholder kun energi (kalorier), i modsætning til en ananas eller en appelsin som ud over deres naturlige sukkerindhold også indeholder vitaminer og mineraler. Hvis maden indeholder for mange tomme kalorier, så tager de pladsen op for sundere madvarer, og der vil være en risiko for, at man ikke får dækket sit behov for vitaminer og mineraler.

Eksperterne har derfor vurderet, at en sund kost højst bør indeholde tilsat sukker svarende til 10% af kostens energiindhold. Denne mængde svarer til max 30 g sukker om dagen for et børnehavebarn, for et skolebarn 45-55 g, for en voksen kvinde max 55 g og for en mand max 70 g sukker. Man kan altså godt både spise sundt og samtidig tilgodese den søde tand.



Vil du vide mere:

 Billede  Billede