Fødevarestyrelsen
www.madklassen.dk


1. september 2008

Spis varieret og bevar normalvægten

Ingen fødevarer indeholder alle vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer. Forskellige fødevarer indeholder forskellige næringsstoffer.

Spiser man varieret, har man derfor større sikkerhed for at få dækket alle behov, end hvis man spiser en ensidig kost.

Spis lidt af det hele
Variation i maden betyder, at der indgår mad fra alle fødevaregrupper og forskellige fødevarer inden for hver gruppe. Sørg derfor for hver dag at spise noget inden for disse grupper og vælg forskellige ting:

  • Brød, gryn, kartofler, ris pasta
  • Frugt og grønt
  • Kød, fisk, æg, mælk og ost.

Slik, kager, snacks og is er naturligvis ikke omfattet af rådet om variation, da der ikke er nogen ernæringsmæssige fordele ved at spise forskellige typer slik og kager.

Hold øje med vægten
Den voksende forekomst af overvægt og fedme er et stort og stigende sundhedsmæssigt problem. Kostrådene vil samlet set virke forebyggende mod vægtstigning, men har man tilbøjelighed til at tage på, er det en god idé regelmæssigt at veje sig.

Bevæger vægten sig opad, bør man i højere grad følge kostrådene, skære ned på portionsstørrelserne og være mere fysisk aktiv. Moderation i mængderne af det, der spises, hører således med til begrebet sund kost.



Vil du vide mere:

 Billede  Billede